Det symbolsprog, som taler fra altertavlen i Hviding kirke, er ikke almindeligt tilgængeligt i dag. Den katolske tids forestillinger om helgenernes forbøn og legenderne omkring dem forsvandt med reformationen. I Hviding kirke kan man dog få indsigt i en kristendom, der på mange måder var mere farverig end dagens danske protestantisme. For en middelalderlig kirkegænger var der hos helgenerne hjælp at hente for dagligdagens sorger og bekymringer. En heldig fødsel kunne fremmes ved forbøn af Sct. Margaretha, Sct. Dorotheas forbøn kunne holde nøden fra døren. Helgenernes helbredende evner hang sammen med deres martyrium. Dionysius blev for eksempel halshugget, så det er klart, at han påkaldes ved hovedpine.

 

 

Predellaen

 

Altertavlen står på en dobbelt predella. Øverst et skab med de 15 såkaldte "nødhjælpere", martyrer og helgener, der kunne hjælpe med forbøn i særlige vanskelige livssituationer. samlingen er ret enestående i Danmark, idet sådanne nødhjælpere kun findes i en håndfuld andre kirker i landet. 

Nederst er en tavle fra omkring 1682 med gode råd til præsten om at forkynde det gode budskab kort og fyndigt, forvalte sakramenterne retskaffent og leve et uplettet liv.

  

 

 

 

I sidefløjenes træsnit optræder Sct Michael i scener fra en middelalderlig legendesamling kaldet Legenda Area, Den gyldne legende, forfattet af Genovas ærkebiskop, Jacobus de Voragine i 1200-tallet. Den tryktes i 1470 og vandt stor udbredelse i hele Europa. Den rummede foruden helgenlegender fortællinger om ærkeenglen Michael, bibelske fortællinger etc. og er nu en vigtig kilde til legendestoffet endnu idag.

 

 

Øverste venstre felt viser ærkeenglen Michael og to andre engle i kamp mod tre drager eller djævle. Dette billede hentyder til Joh. Åb. 12,7, hver det beskrives, at Michael og hans engle kæmper mod en drage i Himmelen. De besejrede den, og den blev nedstyrtet til Jorden, hvor den optræder som "Satan, der forfører hele verden..."

 

Nedenunder ses overgangen over Det røde Hav. Michael se i den nederste gruppe til højre, ved siden af ham står Moses og Israels folk. Michael peger ud over havet på de druknende forfølgere. Michael optræder ikke i Mosebogen, men i den version af historien, der er gengivet i Legenda Aurea. 

 

Billedet øverst til højre har været udsat for en lidt hårdhændet restaurering i 1894, idet manden i forgrunden dengang fejlagtigt er blevet udstyret med et sværd i venstre hånd trods det, at han slet ikke indtager nogen kampstilling. Billedet henviser til en beretning i Legenda Aurea, hvor en biskop får besked om at bygge en kirke på et sted, hvor man fandt en tyr, som noglee røvere havde skjult. Dørens bredde skulle svare til tyrens fodspor, men for at opnå dette skulle der flyttes nogle klippeblokke større end nogen mand kunne løfte. Netop da viste Sct. Michael sig for en mand, som løftede stenene bort, som om de ingenting vejede.

 

Det sidste billede henviser til en beretning om Antikrist fra Legenda Aurea. Her fortælles, at han vil foregive at være opstået fra de døde efter tre dage. Djævelen vil med trolddom bære ham, så han stiger op i luften, og alle vil undres og tilbede ham. Til sidst vil han stå på Oliebjerget overfor det sted, hvor Jesus fór til himmels, og da vil Michael komme og dræbe ham. På billedet ses Michael komme flyvende med dragent sværd for at gå løs på Antikrist, som kunstneren har givet samme ansigtstræk som Jesus.

 

 

I midterfeltet ses den korsfæstede sammen med en vrimmel af hellige, omsluttet af en rosenkrans. De hellige er organiserede i fire rækker, hvor de mest betydningsfulde er anbragt øverst.

 

Rosenkransen er en bedekrans, som kom i brug i 1400-tallet som svar på munkenes tidebønner, Kransen består af 5 gange 10 perler adskilt af en større. hertil er føjet en kort kæde med et krucifiks. Ved de små perler bad man Ave Maria plus Fadervor og ved de store trosbekendelsen.

 

Øverst i midtfeltet ses Gud Fader med verdenskuglen og til højre for ham Jomfru Maria med Jesusbarnet, der symboliserer at Gud blev menneske.

I rækken herunder står figurer fra Det gamle Testamente. Først David med harpen, dernæst en mand med hat, Moses med lovens tavler, mand med skæg og Johannes Døberen med et lam. Den sidste hører ret beset ikke til i Det gamle Testamente, men betragtes som den sidste af profeterne. På Jesu venstre side finder vi personer fra det Det ny Testamente. Først Peter med nøgle, bag ham Johannes med giftkalken. Den store skæggede mand er Paulus med sværdet, som her har mistet sin klinge. Sidst muligvis Markus med løve. Under den ses Lukasoksen.

 

Næste række rummer helgener, hvor martyrer er placeret på Jesu højre side og bekender på hans venstre. Først en ukendt biskop, dernæst Kristoffer med Jesusbarnet på skulderen, Sct. Jørgen i rustning, Panthaleon, med hænderne sømmet til hovedet og derefter en nøgen dreng, der kan symbolisere børnene i Betlehem, der som de første led martyrdøden, da de dræbtes på Herodes' bud. På Jesu venstre side ses først to kirkefædre, nemlig Hieronimus, der var sprogbegavet og som skabte Romerkirkens Bibel, Vulgata, på grundlag af eksisterende  græske, latinske og hebraiske skrifter. Ved hans side ses Gregor den Store, som modstræbende forlod sit munkeliv for at blive pave. Han var en vigtig liturg, organisator og velgører for fattige. Bag ham står Blasius med et lys, dernæst Sebaldus, Nürnbergs skytspatron med en kirkebygning. Dernæst en ukendt og sidst fransiskanermunken Bernardino, en berømt prædikant i Siena i 1400-årene.

 

Nederste række rummer på Jesu højre side de fire såkaldte hovedjomfruer. Først en ukendt kronet kvinde, dernæst Margaretha med kors, Dorothea med blomst, barbara med bæger og sidst Katharina med et senere tilføjet tårn. Der har oprindeligt været et hjul. På Jesu venstre side ses først den hellige familie med Anna, Maria og Jesusbarnet. Bag dem står muligvis Elisabeth. Dernæst Maria Magdalene, der oprindeligt har holdt en salvekrukke.

 

I feltet nederste venstre hjørne ses pave, kardinal, biskop, munk og nonne tilbedende Kristus. Til højre ses kejser, konge, greve og andre verdslige i bøn.