KontaktOrd til eftertankeI anledning af ....Gudstjeneste og kirkelivOm kirkerneForside
 
Den danske salmebog online

Din hjælp til salmevalg ved f. eks. vielse eller begravelse.

Kirkeministeriets Borgerportal

Love og regler ang. navne, attester osv.

 
Fødsel og navngivning

Når et barn bliver født, skal forældrene anmelde barnets fødsel. Anmeldelsesblanketten udleveres som regel af jordmoderen allerede umiddelbart efter fødslen.

Da både Hviding og Rejsby er sønderjydske sogne, skal fødselsanmeldelsen ikke afleveres hos præsten men istedet til Esbjerg kommunes personregister ved Borgerservice Ribe (for børn i Hviding) og Tønder kommunes personregister ved Borgerservice Skærbæk (for børn i Rejsby).

Det, der afgør om et barn er født som sønderjyde er ikke fødselstedet, men moderens addresse på fødselstidspunktet.

Fra personregistret modtager forældrene derefter en navngivningsblanket, som udfyldes og sendes tilbage til personregistret inden 6 måneder efter fødslen.

Ønsker man sit barn døbt i kirken, er det nødvendigt at navngivningen har fundet sted inden, og at barnet har modtaget sin navneattest fra personregistret.

Dåb

Ønsker du at få dit barn døbt i Hviding eller Rejsby kirke skal du henvende dig til sognepræsten og aftale nærmere. Dit barns dåb vil blive en del af en almindelig søndagsgudstjeneste, der som regel holdes klokken 9.00 eller 10.30. 

 

Inden dåbsdagen vil I få besøg i hjemmet af præsten til en snak om det praktiske i kirken, men først og fremmest om det at bære sit barn til dåb, hvilken betydning det har for barnet og familien, og hvilke forpligtelser, der naturligt følger med for jer som forældre.

 

Der vil også være mulighed for at få gode og overskuelige råd til, hvordan man som mor eller far kan tage fat på oplæringen af barnet i den kristne tro. Dåben er en gave, der tilbydes ethvert barn. Vælger I denne gave til jeres barn så sørg også for at hjælpe barnet senere med at "pakke gaven ud".

 

Børn, som bliver døbt i Hviding og Rejsby kirker tilbydes alle tre års medlemsskab af Folkekirkens Dåbshilsen, og foræres ved dåben en børnebibel af kirken.

(Ang. regler omkring dåb, se øverst i "Hvad gør jeg ved.."-funktionen.)

Konfirmation

Konfirmationen i Hviding og Rejsby kirker finder normalvis sted hvert år henholdsvis 2. søndag e. påske (Hviding)  og 3. søndag e. påske/ St. Bededag (Rejsby).

 

For at blive konfirmeret skal man have fulgt undervisningen hos præsten, og man skal desuden have deltaget i mindst 10 gudstjenester i ens egen kirke eller andetsteds. Man følger undervisningen i det sogn, hvor man bor (med undtagelse af sognebåndsløsere), mens selve konfirmationen godt kan foregå i en anden kirke, hvis der er et særligt ønske herom.

 

I sognene er konfirmationsdagen en festdag for hele sognet, hvor flagene i byen hejses, og kirkerne fyldes til sidste plads.  

 

Undervisningen starter i begyndelsen af det nye skoleår med indskrivningsmøde for kommende konfirmander og forældre en lørdag formiddag i konfirmandstuen. Her er der mulighed for at se nogle af de materialer, der skal arbejdes med i den kommende sæson, og der vil blive rig lejlighed til at stille spørgsmål og evt. få skrevet vigtige datoer op. Selve undervisningen ligger efter aftale med egnens skoler torsdag morgen fra 8.00-9.30. Kirkerne sørger for transport fra Rejsby til præstegården og til alle elevernes skoler efterfølgende.

 

Vielse

(Ang. vielser, se øverst i "Hvad gør jeg ved.."-funktionen.)

Ved dødsfald
Urnegravstedet på Hviding kirkegård

Ved dødsfald kan man enten kontakte præst eller bedemand først. Men ønsker man præstens medvirken og en kirkelig begravelse eller bisættelse af den afdøde, vil det ofte være en god idé at kontakte præsten hurtigt. Så har man mulighed for ikke blot at får aftalt alt det praktiske, men også for at tale med præsten om det, der er sket. Ofte kan de første timer efter et dødsfald være kaotiske for de nærmeste, og da kan kontakten til præsten måske være en hjælp til at få sat lidt styr på tingene. 

 

 

I Hviding og Rejsby har man en gammel tradition for at ringe "sjæleringning" den dag, dødsfaldet er sket eller dagen efter. Der bliver ringet med kirkeklokkerne fra kl. 11.30 - 12.00.

 

Inden begravelsen eller bisættelsen besøger præsten de nærmeste pårørende. Under dette besøg aftales der, hvilke salmer, der skal synges i kirken, og der fortælles ofte mange historier om den afdøde og hans/hendes liv og færden. For mange er begravelsen/bisættelsen den "rigtige" afslutning på et liv, og selvom det er en dag, som mange pårørende ser hen til med ængstelse, så kan det også, trods alt blive en god dag, fordi det, der skulle siges blev sagt og det, der skulle gøres blev gjort.

 

Ofte indbydes der til kaffebord efterfølgende, men det er en skik, som selv herude på landet ikke står så stærkt mere. Alle har forståelse for, hvis pårørende i dyb sorg vælger, at højtideligheden skal slutte på kirkegården.

(Ang. dødsfald/begravelse/bisættelse, se også øverst i "Hvad gør jeg ved.."-funktionen.)

 

 

 
 l#S Hviding kirke • Hviding kirkevej 12 • 6760 Ribe
Rejsby kirke • Grønnevej 16 • 6780 Skærbæk