Den store barokaltertavle er fra 1677. De vigtigste figurer forestiller Paulus, Peter, Lukas, Johannes, Matthæus, Markus, Moses, Johannes Døberen og øverst den sejrende Kristus. I "rammerne" ser man billeder fra Jesu liv (Nadveren, dåben, Getsemane, Judas kys og korsfæstelsen).
Prædikestolen er fra 1612, og i de 5 store felter er der relieffer af Marias bebudelse, Jesu fødsel i stalden i Betlehem, hyrdernes tilbedelse julenat, omskærelsen og dåben.
Døbefonten er hugget i granit og fra senromansk tid. Som udsmykning kan man se menneskehoveder og dyr på dens sider. Over fonten hænger en rigt udsmykket fontehimmel fra 1671.
Under pulpituret hænger en Anna Selvtredje-figur, dvs jomfru Marias mor, Anna, jomfru Maria og Jesusbarnet. Kompositionen er smukt udskåret i træ, men desværre er den kun en kopi, for originalen, som kunne dateres tilbage til 1400-tallet, blev stjålet fra Rejsby kirke.
(klik med musen på billedet for at se det forstørret)